|
§ 1. NAVN OG HJEMSTED
Klubbens navn er FREDERICIA SEJLKLUB med hjemsted i Fredericia. Klubbens stander er hvid med tre blå stjerner.
§ 2. FORMÅL
Klubbens formål er at fremme sejlsporten inden for Fredericia Kommune ved bl.a. at arbejde for:
-
At aktive medlemmer sikres den status og de fordele, ser kan opnås ved klubbens medlemskab af Dansk Sejlunion, som er tilknyttet Dansk Idræts-Forbund. Sejlklubben er underlagt disses love og bestemmelser.
-
a) Uddannelse af børn og unge i en ”ungdomsafdeling”.
b) Udbredelse af kendskabet til sejlsport ved praktisk og teoretisk undervisning af voksne i f.eks. ”Sejlerskolen”.
c) Afholdelse af søsportslige aktiviteter , herunder kapsejladser , tursejladser og windsurfing
d) Afholdelse af landbaserede arrangementer med henblik på styrkelse af fællesskabet i klubben.
e) Understøtte aktiviteter i forbindelse med ”Fænø-broen”
-
At sikre gode havneforhold .
a) For opfyldelse af dette formål forpligter indvælger klubben 3 af sine bestyrelsesmedlemmer med bådplads i Fredericia Lystbådehavn til at indtræde i bestyrelsen for "Foreningen Fredericia Lystbådehavn”.
§ 3. OPTAGELSE AF MEDLEMMER
Sejlere og sejlsportsinteresserede, der opfylder betingelserne for optagelse og medlemskab i en forening under Dansk Idræts-Forbund, kan søge optagelse som medlem i klubben som enten:
A. Fartøjsejer: En myndig person, der er ejer eller medejer af et fartøj, der er registreret i klubbens fartøjsregister.
B. Aktivt medlem: En person på 25 år og derover, der driver sejlsport. Endvidere for gaster og seniorer, der deltager i klubbens aktiviteter.
C. Ung aktiv sejler: En person under 25 år, der driver sejlsport eller på anden måde deltager aktivt i klubbens virksomhed.
Optagelse af umyndige som medlemmer af klubben kræver samtykke fra forældre/værge.
D. Støtte-medlem: En person eller virksomhed, der økonomisk ønsker at støtte klubben.
En person, der søger optagelse som medlem af klubben, skal anmode herom skriftligt, hvorefter bestyrelsen afgør spørgsmålet om optagelse.
Eventuelt afslag på ansøgning om medlemskab skal ikke begrundes, men afslaget skal skriftligt meddeles ansøgeren.
Imødekommes ansøgningen, skal ansøgeren indbetale det på optagelses-tidspunktet gældende årskontingent, der dog nedsættes til det halve, såfremt ansøgningen imødekommes i perioden 1. oktober til 31. december.
Ud over kontingentet betales et optagelsesgebyr, der fastsættes af bestyrelsen.
”Ung aktiv sejler ”overgår efter det fyldte 25. år automatisk til aktiv sejler. Der betales intet gebyr ved overgangen.
Ved overgang fra ”støttemedlem ” til ”aktiv sejler” betales gebyr som ved nyoptagelse.
§ 4. KONTINGENT OG GEBYRER
De årlige kontingentsatser fastsættes for et år ad gangen på general-forsamlingen.
Bestyrelsen kan efter ansøgning herom beslutte, at en aktiv sejler/ fartøjsejer, der er fyldt 65 år, betaler nedsat kontingent.
Kontingentgrupper:
A.1. Fartøjsejer-kontingent: obligatorisk for bådpladsejere.
A.2. Familie-kontingent: dækker fartøjsejer m/k, ægtefælle/samlever og børn, der bor på samme adresse (dersom barn deltager aktivt i ungdomsafdelingen, betaler barnet fuldt kontingent som under C).
B.1. Aktiv sejler-kontingent: gaster og øvrige seniorer, der deltager i klubbens aktiviteter.
B.2. Familie-kontingent: dækker aktiv sejler m/k, ægtefælle/samlever og børn, der bor på samme adresse (dersom barn deltager aktivt i ungdomsafdelingen, betaler barnet fuldt kontingent som under C).
C. Ung aktiv sejler-kontingent: alle under 25 år.
D. Støttemedlems-kontingent: medlemskabet giver ret til at komme til klubarrangementer, få tildelt klubbladet, men medlemmet har ikke stemmeret.
Kontingent og bådpladsleje opkræves helårligt forud til betaling inden
1. marts.
§ 5. RETTIGHEDER OG PLIGTER
En aktiv sejler (B1/B2/C) fartøjsejer (A1/A2) må vise klubbens mærke, bære klubbens emblem og føre klubbens stander på sit fartøj.
En aktiv sejler/fartøjsejer må deltage i klubbens møder, foredrag, sammenkomster, sejladser og andre aktiviteter, når de for det enkelte arrangement stillede betingelser opfyldes og efterleves.
En fartøjsejer med plads i Fredericia Lystbådehavn er automatisk medlem af ”Foreningen Fredericia Lystbådehavn” og dermed underlagt de vedtægter, bestemmelser og pligter, herunder havneregulativet, , der er gældende for Fredericia Lystbådehavn.
§ 6. UDTRÆDEN AF FORENINGEN
Udmeldelse af klubben må ske skriftligt til sekretæren eller kassereren inden den 31. december.
Medlemmer, der ikke inden den 1 . april har betalt forfaldent årskontingent, slettes af klubbens medlemsliste.
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at alle medlemmer af bestyrelsen stemmer herfor.
Før en sådan afstemning foretages, skal det pågældende medlem underrettes og have lejlighed til personligt at forelægge sin sag for bestyrelsen.
De pågældende medlem kan kræve, at spørgsmålet om eksklusionen afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn, før generalforsamlingen afholdes, ligesom han har adgang til denne med ret til
at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusionen skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.
Eksklusion opretholdes, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for eksklusionen.
Afstemningen foretages skriftligt.
Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlings-beslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlings-beslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.
Før eventuel anmodning om genoptagelse som medlem kan behandles, må alt skyldigt mellemværende være betalt.
§ 7. ÆRES- OG HÆDERSMEDLEMMER
Bestyrelsen kan tildele en person, der i særlig grad har virket til gavn for klubben, Fredericia Sejlklubs ærestegn i for af klubbens emblem med egeløv i guld.
Indehavere af Fredericia Sejlklubs ærestegn er ”æresmedlemmer” og betaler ikke årskontingent.
§ 8. ORDINÆR GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er - med de indskrækninger, som disse vedtægter foreskriver – højeste myndighed i alle klubbens anliggender og fastsætter retningslinier for klubbens virke.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Bekendtgørelse om generalforsamling sker med højst 3 ugers og mindst 8 dages varsel i lokale blade og ved opslag i klubhuset.
Et medlem, der ønsker et forslag behandlet på den ordinære general-forsamling, skal aflevere forslaget til bestyrelsen senest den 1. februar for behandling på generalforsamlingen.
Ethvert medlem af klubben har adgang til generalforsamlingen, men alene de i § 3 A og B nævnte medlemmer samt æresmedlemmer har ret til at ytre sig og deltage i afstemninger.
Hvert medlem har en stemme. Familie-kontingent berettiger til to stemmer (en til hver).
Ved kontingentrestance mistes stemmeretten.
Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde.
§ 9. DAGSORDEN
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse og gennemgang af det reviderede årsregnskab
4. Forelæggelse af plan for aktiviteter
5. Forslag fra bestyrelsen samt indkomne forslag
6. Valg til bestyrelsen af i lige år 3 og i ulige år 4 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter
7. Valg af kritisk revisor og revisorsuppleant
8. Fastsættelse af kontingent for næste kalender
9. Eventuelt
§ 10. GENERALFORSAMLINGENS LEDELSE M.V.
Alle generalforsamlinger åbnes af et medlem af formandskabet der leder valget af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Dirigenten leder forhandlingerne om dagsordenens øvrige punkter i henhold til bestemmelserne i disse vedtægter og i øvrigt under iagttagelse af almindelig foreningspraksis.
Afstemninger foretages almindeligvis ved håndsoprækning. Såfremt dirigenten, formandskabet eller mindst 10 fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker det, skal der foretages skriftlig afstemning.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer der er til stede. Alle beslutninger afgøres ved simpel stemmeflertal. Til beslutning af vedtægtsændringer kræves dog, at mindst 2/3 af de frem-mødte stemmeberettigede stemmer for disse.
Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages, i det omfang dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten.
§ 11. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Bestyrelsen kan sammenkalde til ekstraordinær generalforsamling og er pligtig dertil, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring derom til formandskabet med angivelse af, hvad der ønskes behandlet.
En af medlemmer begæret ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter begæringens fremsættelse.
Ekstraordinær generalforsamling bekendtgøres på samme måde og med samme varsel som til den ordinære generalforsamling.
§ 12. BESTYRELSE – VALG
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene.
Generalforsamlingen vælger blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer 7 bestyrelsesmedlemmer, der tilsammen udgør klubbens bestyrelse.
Bestyrelsesmedlemmerne vælger blandt de valgte medlemmer et formandskab bestående af 3 personer, der i fællesskab leder bestyrelsens arbejde.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode på 2 år og afgår med skiftevis 3 og 4 medlemmer hvert år.
Ved afgang før en valgperiodes udløb indtræder de valgte suppleanter indtil førstkommende generalforsamling.
Genvalg kan finde sted.
Listevalg kan ikke finde sted.
§ 13. KONSTITUERING – TEGNINGSRET
Senest 14 dage efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med et formandskab bestående af 3 personer, samt med en sekretær og en kasserer.
Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som medlem af formandsskabet eller sekretær.
Bestyrelsen fastsætter kassererens fuldmagt med hensyn til dispositions-forhold på klubbens pengekonti.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, deriblandt to personer fra formandskabet er til stede.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
Klubben tegnes i alle retsforhold af to personer fra formandskabet, dog således at klubben ved optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom alene kan tegnes af den samlede bestyrelse.
Klubben hæfter alene for klubbens forpligtelser med den klubben til enhver tid hørende formue.
Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
§ 14. UDVALG/SEKTORER
Til fremme af klubbens formål efter § 2 og til løsning af klubbens opgaver nedsætter bestyrelsen et passende antal udvalg under ledelse af en udvalgsformand, der over for bestyrelsen er ansvarlig for udvalgets virke og økonomi.
Udvalgsformanden knytter det antal aktive sejlere/fartøjs ejere til udvalget, som er nødvendig for løsning af udvalgets arbejdsopgaver.
Udvalgene indgår efter deres natur i de af bestyrelsen definerede sektorer pt: kapsejlads-, ungdoms-, bredde-, information- eller stabssektor.
Et eller flere bestyrelsesmedlemmer udgør sammen med udvalgsformæn-dene den enkelte sektorledelse. Herved sikres en god kommunikation bestyrelse og udvalg imellem.
§ 15. REGNSKAB
Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Kassereren forestår udarbejdelsen af klubbens årsregnskab.
Bestyrelsen skal inden den 15. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisorerne.
Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.
§ 16. REVISION
På den ordinære generalforsamling vælges 1 kritisk revisor, der fungerer i 1 år.
Endvidere vælges hvert år 1 revisorsuppleant.
Genvalg kan finde sted.
Revisor skal hvert år i februar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 17. KLUBBENS OPLØSNING
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af alle stemmeberettigede er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede der er til stede.
Træffes beslutning om klubbens opløsning, skal midler, der ikke medgår til dækning af klubbens gæld, anvendes til gavn for sejlsporten i Trekant-området efter Dansk Sejlunions bestemmelser.
Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamlingen den 21 februar 2012 |